Cytus II

Analyse af Appwesome

Første gang jeg åbner Cytus II, er det især mødet mellem musik og handling, der gør mig nysgerrig: Jeg skal ikke bare lytte, men aflæse skærmen og reagere i takt. Spillet er et rytmespil fra RAYARK, og dets futuristiske ramme giver sangene en fortællingsmæssig sammenhæng, som jeg ikke altid får i musikspil, hvor numrene blot ligger side om side. Det fungerer bedst, når jeg går ind med lyst til både at øve mig og følge med i en verden, der langsomt bliver foldet ud.

Fra første tryk til næste forsøg

Jeg begynder med den konkrete handling: at aflæse markeringerne og reagere på dem, mens musikken spiller. I dette afsnit ser jeg på, hvorfor indgangen føles ligetil, men hurtigt kræver, at jeg lærer at skelne mellem et fejltrin og et mønster, jeg endnu ikke har fået ind under huden. Det leder videre til den feedback, der gør gentagelsen mere målrettet.

Den første handling er enkel; præcisionen tager tid

Så, hvad handler Cytus II egentlig om? Tænk på det som en elektronisk musikfestival direkte i din lomme. Spillet tager dig med ind i en fremtidig verden, hvor du følger en række karakterer, hver med deres egne musikstile og historier. Det er som at få en koncertoplevelse, men med en interaktiv twist. Den beskrivelse rammer stemningen, men den praktiske oplevelse begynder med, at jeg lærer at læse banens bevægelser og vælge det rigtige øjeblik at trykke.

Det hele handler om rytme og timing. Du vil finde dig selv tappende, glidende og holdende på skærmen for at ramme de rigtige toner, mens de flyver mod dig. Det lyder måske simpelt, men tro mig, når jeg siger, at det bliver mere udfordrende, end du tror! Hver sang har flere sværhedsgrader, så der er noget for både begyndere og de mere erfarne rytme-krigere. Mit råd er at begynde på et niveau, hvor jeg kan følge pulsen uden at stirre anspændt på hver eneste markering. Så kan jeg hæve udfordringen, når bevægelserne sidder bedre i fingrene.

På en telefon er skærmpladsen en reel del af udfordringen. Når flere markeringer kræver hurtige eller præcise bevægelser, kan mine hænder skygge for det, jeg skal se, og lange sekvenser kan føles mere krævende end et enkelt svært øjeblik. Jeg får derfor mest ud af korte forsøg, hvor jeg koncentrerer mig om én sang eller ét mønster ad gangen. Det er også en god måde at finde ud af, om jeg faktisk misser rytmen, eller om jeg blot skal vænne mig til den visuelle læsning.

Feedbacken gør rytmen til en færdighed

Hver sang har sin egen puls og sit eget visuelle udtryk, så jeg kan ikke stole på, at én indlært bevægelse løser alt. Nogle passager føles umiddelbart overskuelige, mens andre kræver, at jeg skifter hurtigt mellem at trykke, glide og holde. Når et forsøg går skævt, prøver jeg at lægge mærke til, om jeg kom for tidligt, tøvede eller mistede overblikket. Den lille forskel er nyttig: Jeg kan justere min timing i stedet for bare at gentage sangen med mere fart og håbe på det bedste.

En af de ting, jeg virkelig sætter pris på, er det store udvalg af musikgenrer. Fra elektronisk til klassisk, der er noget for enhver smag. Og de visuelle effekter? Lige så fængende som musikken selv. Det er en komplet sensorisk oplevelse, der holder dig fanget i timevis. Jeg vil dog ikke kalde den visuelle intensitet en fordel for alle. Hvis jeg spiller for at slappe af efter en lang dag, kan skærmens bevægelser konkurrere med musikken om min opmærksomhed. Her hjælper det at tage en kortere session og vælge en sang, jeg allerede kender, frem for at forsøge at lære både lyd og mønster på én gang.

RAYARKs rytmespil passer især til mig, når jeg har et par rolige minutter og hovedtelefoner ved hånden. I en hverdagssituation kan det være en pause mellem ærinder: Jeg vælger en velkendt sang, gennemfører et forsøg og lægger telefonen væk igen. Det fungerer dårligere, hvis jeg står et sted, hvor jeg hele tiden bliver afbrudt, eller hvis jeg ikke kan høre musikken ordentligt. Fordi timing og lyd hænger tæt sammen, er støj omkring mig ikke bare en lille irritation; den kan gøre det sværere at forstå, hvorfor et mønster føles forkert.

Belønningen er både musikken og sammenhængen

Grafikken i Cytus II er simpelthen fantastisk. Hver karakter har sit unikke design, og de forskellige niveauer er smukt udformet med masser af detaljer. Musikken er, uden tvivl, spillets stjerne. Med over 100 sange, der spænder over forskellige genrer, er det svært ikke at blive imponeret. Hver melodi er omhyggeligt komponerede, hvilket gør det til en fornøjelse for dine ører. Når et nummer begynder at sidde, føles belønningen ikke kun som at klare en bane; jeg hører også flere små detaljer, fordi jeg ikke længere bruger al min opmærksomhed på at jagte markeringerne.

Men hvad der virkelig skiller sig ud, er hvordan spillet formår at integrere sin historie med musikken. Hver karakter har en baggrundshistorie, der udfoldes, mens du spiller, og dette er med til at give hver sang en ekstra dimension. For mig er fortællingen en grund til at komme tilbage, men den ændrer også tempoet i oplevelsen: Jeg kan have lyst til at følge historien uden nødvendigvis at være i humør til at jagte en bedre præstation. Hvis jeg først og fremmest vil have en hurtig musikalsk udfordring uden narrative afbrydelser, kan et mere rent arkadespil være et bedre match.

Spillet er gratis at hente, men køb i appen koster fra 23 til 639 kroner, hvis betalingen går gennem Play. Det er værd at tænke over, før jeg bliver grebet af lysten til at udvide oplevelsen: Jeg begynder med det, der er tilgængeligt, og køber kun mere, hvis jeg efter flere sessioner stadig savner noget bestemt. Den tilgang gør det lettere at skelne mellem reel interesse og et spontant køb, især når musiksmag og spilletid kan ændre sig fra uge til uge.

Fortællingen giver en anden grund til at fortsætte

Jeg vil ikke afsløre for meget, men historien i Cytus II er noget, du skal opleve selv. Den er godt skrevet og trækker dig ind i en verden af hemmeligheder og mysterier. Karaktererne har hver deres unikke rejse, og jeg fandt mig selv knyttet til dem, mens jeg spillede. Det er en dejlig blanding af science fiction og musikhistorie, som ikke kun tilføjer dybde til spillet, men også gør det meget mere engagerende. Mit praktiske råd er ikke at skynde mig gennem fortællingsdelene, hvis jeg vil huske, hvem der står hvor i forløbet; lidt opmærksomhed mellem sangene gør karakterernes forbindelser nemmere at følge.

Det er netop kombinationen, der adskiller oplevelsen fra mange almindelige rytmespil. Et mere minimalistisk alternativ kan være bedre, hvis jeg vil starte en sang med det samme og holde fokus alene på point og timing. Her får jeg til gengæld en tydeligere anledning til at vælge bestemte numre og vende tilbage til personer og historier. Afvejningen er enkel: Historien giver mere kontekst, men den gør også spillet mindre velegnet til den, der kun ønsker korte, helt afskårne musikudfordringer.

Når sessionen slutter, begynder lysten ofte igen

En god session behøver ikke være lang. Jeg kan vælge et nummer, koncentrere mig om dets rytme, mærke hvor jeg mister præcisionen og prøve igen med en konkret ændring. Det er en mere tilfredsstillende rytme end at gentage den samme bane på autopilot. Når jeg bliver træt, bliver mine fejl ofte mindre lærerige, så jeg får mere ud af at holde pause end at presse videre. Den korte nulstilling hjælper også med at bevare glæden ved musikken, i stedet for at gøre hver sang til en test, jeg absolut skal bestå.

Hvis du spørger, om spillet egner sig til begyndere, vil jeg sige ja, så længe du er villig til at øve dig og starte roligt. De forskellige sværhedsgrader gør det muligt at møde musikken på et mere overkommeligt niveau, men de fjerner ikke behovet for at lære mønstrene. Er du allerede erfaren i rytmespil, kan den højere udfordring og variationen i handlingerne holde hænderne beskæftiget. Hvis du derimod helst vil have et afslappet spil, hvor du næsten ikke behøver at se på skærmen, er dette næppe det mest behagelige valg.

Den tekniske adgang er også værd at kende: Spillet kræver Android 6.0 eller nyere, og aldersmærkningen er PEGI 12. Det har en gennemsnitlig bedømmelse på 4,3 ud fra omkring 137.000 bedømmelser, mens omtrent 50.000 brugere har skrevet en anmeldelse. Det er hentet over en million gange. Tallene fortæller mig, at det har fundet et stort publikum, men de afgør ikke, om netop jeg vil kunne lide kombinationen af præcist trykspil og fortælling.

Min vurdering af spillets loop

Så, er Cytus II værd at downloade? Absolut! Hvis du elsker musik, rytmespil, eller bare leder efter en ny måde at nyde noget fantastisk musik på, så er dette spilmet et must-try. Det er en intens og fornøjelig oplevelse, der vil holde dig underholdt i lang tid. Hvad venter du på? Tag dine hovedtelefoner på, og dyk ned i denne fantastiske verden af lyd! Jeg ville dog hente det med den rette forventning: Det er bedst, når jeg både vil lytte, lære banernes timing og give fortællingen lidt plads, ikke når jeg bare ønsker baggrundsmusik.

Den udgivelsesdato, der følger spillet, er 7. marts 2018, og den aktuelle version er 5.2.13. Jeg nævner det, fordi det kan være nyttigt at genkende spillet, når jeg sammenligner versionen på min enhed; vigtigere for min beslutning er dog, at det stadig præsenteres som et musikspil med både mekanisk udfordring og karakterhistorier. For mig er den bedste grund til at vende tilbage ikke et løfte om endeløs fremgang, men det lille øjeblik, hvor et mønster endelig falder på plads, og musikken føles lettere at følge.

Min samlede anbefaling går derfor til spillere, der gerne vil have mere end en samling sange, men som også accepterer, at præcision kræver fokus. Jeg ville springe over, hvis jeg ikke brød mig om at gentage sekvenser, hvis stærke skærmbevægelser hurtigt trætter mig, eller hvis jeg helst vil have en historie uden aktivt spil mellem tekststykkerne. Hvis det derimod lyder tiltalende at skifte mellem at lytte, reagere og forstå en større sammenhæng, er det netop den vekselvirkning, der gør en ny runde fristende.